Viser opslag med etiketten Amsterdam. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amsterdam. Vis alle opslag

torsdag den 3. juli 2014

Ferieminder

 

Jeg sad i aftes og kiggede billeder fra vores tur til Amsterdam sidste sommer. Hold op hvor var det en dejlig tur, og hvor er Karla dog lille. Tænk, der er gået et helt år...og hvor er der sket meget. I år er hun mere med, og det er dejligt at opleve hendes begejstring over vores forestående ferie. Hun snakker dagligt om Frankrig, om vi skal sove der (ja!) og at der er varmt og hun skal bade.

Jeg har kun positivt at sige om Amsterdam, som i øvrigt er en by der trods sit ry er ganske udmærket som storbyferie med (små) børn. Det er en gå-by i stil med København, og det er nemt at komme rundt med klapvogn - så længe man husker at passe på cyklerne! Jeg kan også anbefale at parkere bilen udenfor centrum, og tage toget ind - det var billig langtids parkering.

Hvis I planlægger en tur til Amsterdam kan jeg klart anbefale zoo, som er anlagt som en stor smuk park, der er en oplevelse i sig selv. De 9 gader med de små butikker og kanalrundfarten er selvfølgelig et must, men også området omkring Amstelfloden og den store Vondelpark med legepladser, springvand og smukt anlagte blomsterbede er et besøg værd. Hvis I vil nyde en lækker middag væk fra den turistede del af Amsterdam skal I besøge Hotel de goudfazant, som intet har med et hotel at gøre, men er en gammel industribygning på den anden siden af Ij floden.

Køreturen derned var nok den største udfordring - ja, lige bortset fra det at have vand på alle sider af sin feriebolig, og en lille krudtugle, der gerne ville løbe omkring - men med bøger, I-pad, rigelige forsyninger af sunde snacks og mange pauser undervejs gik det faktisk rigtig fint. Tror begge piger slægter deres far på, hvad angår køreglæde... og vi har faktisk taget udfordringen op igen i år, da turen i år går til Sydfrankrig.

Du kan læse lidt mere om vores Amsterdamtur her og her.

tirsdag den 10. september 2013

Amsterdam #2


Her er lidt mere billedspam fra vores dejlige ferie til Amsterdam, som foruden sightseeing også bød på afslapning, leg, zoo - for alle, inklusive Karlas altid nøgne dukke, som bærer det utroligt opfindsomme navn 'Baby'.

Udover lækker aftensmad på bådens dæk, forkælede vi også os selv med en lækker middag på Hotel de Goudfazant; en gourmetrestaurant beliggende i et gammelt industriområde nord for Amsterdam på den anden side af Ei floden. Lidt besværligt at komme til uden bil (vi havde parkeret mere prisvenligt lidt udenfor byen på langtidsparkering) og med to klapvogne - men alle pigerne klarede det så fint. Stedet var fantastisk, og maden ligeså. Vi havde bestilt bord til kl.17.30 pga børnene, og kl.20.00 var stedet  fyldt! Interiørmæssigt var det en lækkerbisken for arkitekten, og for de bilinteresserede i selskabet var der også noget at savle over. Bestemt et sted jeg kan anbefale, hvis man vil opleve mere end den turist'ede del af byen...

tirsdag den 27. august 2013

Amsterdam #1

 

Som tidligere nævnt gik vores sommerferie til Amsterdam, hvor vi boede på husbåd med et vennepar og deres børn. Det var en fantastisk oplevelse; Båden ligger fast i den store Amstel kanal, midt i byen og alligevel væk fra centrum - og i gåafstand af praktisk talt alt... Vi oplevede byen fra bådens tag, fra den obligatoriske kanalrundfart, fra gadeplan, vi så cykler i massevis, blomster, smukt malede døre, flotte facader - og sugede indtryk til os. Jeg havde været i tvivl om kombinationen storby og børn, men det gik over alt forventning... Meget foregik selvfølgelig på børnenes præmisser, men om aftenen kunne man (læs: de voksne) nyde rødvin en masse på dækket og det pulserende liv på kanalen.