Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag

lørdag den 8. november 2014

Itas æblekage


Normalt bager jeg tærter eller crumble, men i forrige weekend bagte jeg denne lækre æblekage, som jeg gerne vil dele den med jer. Faktisk tror jeg den skal på programmet denne weekend også, da vores have stadig bugner af nedfaldsæbler, og den kan sagtens klare en gentagelse. Jeg vil oven i købet vove den påstand, at den sagtens kan måle sig med æblekage fra nogle af de bedre (og dyrere) bagere...

I t a s   æ b l e k a g e

200 g smør
200 g rørsukker
4 æg fra
250 g mel
1 tsk. bagepulver
4 tsk. vanillesukker
7-8 æbler afhængig af størrelsen
3 tsk. kanel
5 spsk. rørsukker

Fremgangsmåde: 
Jeg starter med at tænde ovnen på 180 gr. C og beklæde en springform med et stykke bagepapir. Herefter skræller jeg æblerne og skærer dem i både.

Smør og sukker piskes grundigt sammen. Æggene tilsættes ét af gangen - og piskes sammen med sukker og smør. Herefter blandes mel, bagepulver og vanillesukker sammen, og efterfølgende røres blandingen forsigtigt ned i skålen med dejen.

Halvdelen af æbleskiverne lægges i bunden af springformen og drysses med halvdelen af kanelsukkeret. Dejen hældes over og resten af æblerne stikkes ned i dejen. Resten af kanelsukkeret drysses over.

Kages bages i ca 1 time og servers lun med en klat creme fraiche rørt med lidt vanillesukker.

onsdag den 15. oktober 2014

Uhmmm æblecrumble


Hvad er bedre på sådan en regnvåd efterårsdag end at hygge indendørs med hjemmebag. Vi har stadig mange æbler tilbage i haven, så det blev til en lynhurtig, men vildt lækker æblecrumble. Denne opskrift er med ristede hasselnødder og kokos, som giver et ekstra pift:

Opskrift på æblecrumble: 


Det skal du bruge:

Dej:
150 g smør
150 g hvedemel
50 g kokosmel
50 g havregryn
2 spsk. sukker


Fyld:
5-6 æbler
4 spsk. sukker
2 spsk. kanel
100 g ristede hasselnødder


Sådan gør du:
Bland alle ingredienser til dejen. Jeg bruger fingrene, men man kan med fordel bruge en foodprocessor eller blender. Æblerne skæres i grove stykker og vendes i sukker og kanel. Læg æblerne i en smurt tærteform. Hak hasselnødder groft og rist dem på en varm pande, og drys dem over æblerne. Fordel smuldredejen ovenpå, og bag kagen i ovnen i 20-25 minutter ved 225°. Den er færdig når dejen er sprød og gylden. Serveres med creme fraiche, et violá. Enjoy!

søndag den 12. oktober 2014

Hej efterår // Reima rabatkode


Det har været den skønneste efterårsdag i dag med masser af solskin. Vi har nydt haven, der er blevet gynget, ryddet op i legehuset og flyttet havemøblerne ind. Efteråret er faktisk min favorit årstid; jeg elsker farvernes skiften, træerne, bladene - og når solen skinner som i dag, er det jo helt fantastisk.

Karla er for længst hoppet i sit varme fleecesæt fra Reima bestående af jakke og tilhørende bukser. Vi bruger sættet på en dag som i dag, hvor det er for lunt til vinterjakken - og på de kolde vinterdage bruger vi det under flyverdragten, som et ekstra lag. 

Har I også har brug for et ekstra lag til efteråret eller mangler I at få vintergarderoben i hus, har jeg fået en rabatkode til jer; brug rabatkoden itasalbum og få 10% på dit næste køb på Reimas hjemmeside.

tirsdag den 12. november 2013

Mine piger



Forleden tog jeg begge piger med på tøsetur og lod farmand blive hjemme. Vi cyklede en tur langs med Vestvolden og fandt en - for os - helt ukendt legeplads med en opbygning af plateauer, som man kunne klatre på og hoppe ned fra - sand øjeguf for en arkitekt som jeg. Pigerne løb omkring og nød det dejlige efterårsvejr - og ikke mindst hinanden... 

Det varmer mit moder- og bonusmoderhjerte at se dem sammen; hvordan Bonus er der for sin lillesøster, og hvordan Karla ser op til sin storesøster, men også hvordan hun savner hende de dage hun er hos sin mor. Der er ingen tvivl om at de er glade for hinanden (selvom Karla også kan være en irriterende lillesøster) og som mor er det svært at være vidne til Karlas savn - som selvfølgelig på ingen måde kan måles med det savn Bonus har i forhold til at bo to steder. Det er slet ikke til at forestille sig at Bonus var på Karlas alder, da jeg mødte hende første gang... Nu er hun 'min' store pige, og jeg har en 'ny' lille pige. Tænk, det er mine piger, jeg er sgu' stolt og glad :)

Karla var iført sin lækre Shimo jakke, som jeg har skrevet om lige her. Den kan jeg kun anbefale, hvis du endnu ikke har fået vinterjakken i hus; den er virkelig lækker med masser af smarte detaljer og lommer - som faktisk stadig rummede kastanjer fra vores kastanjetur...

søndag den 27. oktober 2013

Æblecrumble med marcipan



Mange forbinder marcipan med jul, konfekt og kransekage - men for en som jeg, der elsker marcipan er det altså en ingrediens, jeg sniger ind i madlavningen året rundt. 

Jeg har tidligere skrevet om min begejstring over Odense Marcipans hjemmeside, hvor man kan søge på forskellige ingredienser - og hvad var mere nærliggende at søge på 'æbler' når vi stadig har haven fuld af æbler. Der er virkelig mange lækre opskrifter at vælge imellem, men valget faldt på denne æblecrumble. Man kan også søge på årstider og anledninger som for eksempel nytår eller halloween, og mon ikke jeg skal forbi også søge lidt inspiration til jul... 

Sidst havde jeg Bonus med i køkkenet, og i weekenden fik jeg hjælp af Karla, som stolt hjalp til, lige indtil hun fik fedtede fingre... Opskriften er super nem, jeg tilsatte dog lidt ristede hasselnødder, hvilket bestemt kun gjorde den bedre. Vi spiste den med en god vanilleis, og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver crumble med marcipan, kan jeg afsløre.
Dette indlæg er sponsoreret, 
men meninger og holdninger er mine egne.

mandag den 23. september 2013

Søndagstur


I går pakkede vi Karlas løbecykel i bilen og kørte en tur i Frederiksberg Have. Vi nød de flotte efterårsfarver, så på elefanter, spottede suttetræet, som Karla var meget optaget af. Hun puttede dog straks sin egen i lommen - er endnu ikke med på idéen om at hendes skal op hænge ;)  Vi samlede kastanjer i massevis, som er nu medbragt i vuggestuen, og  formentlig bliver forvandlet til dyr i løbet af dagen... Karla sov efterfølgende i 3,5 time (!!), hvor jeg nød lidt alenetid foran symaskinen - en perfekt søndag!