Tanker i solen

De sidste par dage har jeg nydt solens stråler. I min stue, i haven, og generelt bare nydt. Det er virkelig utroligt hvad en blå himmel og varme solstrejf kan gøre for ens velbefindende - jeg er i hvert fald blevet i mærkbart bedre humør. Ikke at jeg før var i dårligt humør, jeg har bare haft en svær tid, da ikke alt er så lyst og rosenrødt som der til tider gives udtryk for; både her og på andre blogs. 

Der er mange ting, der skal spille sammen i en småbørnsfamilie; hverdag, fuldtids job, indkøb, madlavning, hente/bringe, lektier, rengøring, oprydning - you name it. Faktisk er det drønhamrendepissehårdt (pardon my french) nogle gange, og når dette så krydres med en familiekonstellation, der ikke er den goe' gamle klassiske som de fleste af os er opvokset i - ja, så er det bestemt ikke lettere...

Jeg har tidligere skrevet om vores sammenbragte familie, og bevares det er bestemt en af de bedre (sammenlignet med hvad jeg ellers hører og læser), men det ændrer ikke på at det ER svært. Og tabubelagt. Men det er en helt anden snak, der blandt andet blev taget op i en artikel i Information for nylig. Der er meget og mange der skal tages hensyn til, og det kræver energi og overskud - noget jeg her på det sidste ikke har haft meget af, grundet jobmæssige spekulationer. Så pt gør jeg hvad jeg kan, og jeg gør det så godt jeg kan - og ikke mindst prøver jeg på at overbevise mig selv om at det er godt nok!!

Som sagt, lidt sol gør underværker - og jeg syntes det går godt. Bedre. Og jeg prøver at få tingene til at spille. Så godt jeg kan. Kan man (forlange) mere...?

Om passioner og om at overvinde sin frygt

For knap 10 år siden under et ophold i USA var jeg ude for en hændelse der ændrede mit syn på hvor galt det kan gå. Jeg brækkede knæet. Ikke under klatring i bjergene, som jeg netop var blevet introduceret til af mine amerikanske venner. Nej, det var en simpel cykelulykke, hvor en fodgænger løb ud foran mig. Det lyder ikke af noget særligt, men det var et meget alvorligt brud, hvor nogle nerver blev beskadiget og jeg mistede noget af følelsen i min ene fod (som heldigvis næsten er tilbage igen). Jeg har to skruer som evigt minde, samtidig med at jeg den dag i dag har svært ved at sidde på knæ - men værst af alt, jeg har denne frygt for at falde, da jeg ved at det kan gå gruelig galt.

Nu har jeg aldrig løbet på ski, så i den henseende er det ikke noget problem - hvis det ikke var fordi jeg har været så heldig at møde den dejligste mand i København, som allerede på 1.date berettede om sin passion for ski... Jeg kan stadig huske ham fortælle så levende og passioneret om sine skioplevelser; lige fra langrend med sine forældre som barn, til at suse med af pisterne på telemark samt ønsket om at lære sin datter - som på daværende tidspunkt var knap 3 år - at stå på ski. 

Der er ikke noget jeg hellere vil end at dele denne passion med ham, og selvom jeg på grund af min frygt - formentlig - ikke vil komme til at suse ned ad pisterne, vil jeg gerne støtte og bakke op om at Frederikke, nu 8 år, og vores fælles datter Karla bliver introduceret til ski og derigennem får nogle uforglemmelige oplevelser. Derfor vil en skitur til Alpe d'huez med Danski være en kærkommen mulighed for vores lille sammenbragtefamilie at få nogle gode oplevelser og minder sammen, som forhåbentlig vil danne tradition mange år frem.

Jeg er overbevist om at familievenlige hotel Le Refuge i Alpe d'huez vil være rammen om den bedste tid for os alle fire; med pisten lige uden for døren vil Anders kunne give den max gas på sine telemark samt blive udfordret på de sorte pister, og begge pigerne vil kunne komme i dansktalende skiskole og deltage i de mange børneaktiviteter. Hvem ved, måske jeg vil være i stand til at overvide min frygt og komme på skiskole for voksne og prøve kræfter med begynderbakkerne - om ikke andet kan jeg nyde udsigten, de smukke snebeklædte bjerge og den hyggelige franske atmosfære i den gamle bydel. Med Alpernes bedste solstatistik, vil en kop latte på balkonen med en god bog eller en en tur i den opvarmede udendørs pool også være et dejligt alternativ, hvis det viser sig at skiløb alligevel ikke er mig...