Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag

søndag den 8. februar 2015

Leo bomberjacket


Denne bomberjakke til Karla er en af de sidste kreationer jeg har kørt igennem maskinen. Mønsteret er ret enkelt, men med små detaljer. Den var overraskende hurtig at lave, da det hele er syet på overlocker. Jakken er syet i det blødeste leo bomuldsstof, og det var egentlig købt til en kjole, men jeg syntes det passede så fint til en lille leo jakke. 

Karla blev vildt lykkelig, og hun var meget stolt, da hun den efterfølgende dag havde den på i børnehave. Da jeg hentede hende om eftermiddagen, måtte jeg overbevise pædagogerne om at det var mig, der havde syet den - de troede det simpelthen ikke. Jeg må da også indrømme at det er en af de ting jeg er mest stolt af - lige bortset fra denne fine kjole, syet i Libertystof, og som Karla elsker.

Jeg har dog et styks Bonus herhjemme, der nu sukker efter en tilsvarende leo jakke. Så næste syprojekt bliver formentlig en leo jakke i størrelse 10 år - så er spørgsmålet bare, om jeg skal gentage succesen i en størrelse medium til mig selv... 

onsdag den 10. december 2014

Den perfekte julekjole

Jeg har slet ikke fået vist den smukke kjole, som jeg syede til Karla for noget tid siden. Kjolen er syet hos Marapytta, og den er (selvfølgelig) syet i Liberty. Jeg havde en rest af den smukke Wiltshire Liberty liggende, og der var heldigvis lige akkurat nok. Det viste sig at stoffet og mønsteret passede perfekt sammen, så resultatet er blevet til en rigtig julekjole. 

Jeg syntes den er blevet virkelig vellykket; både i design og syteknisk - der er nemlig mange fine detaljer, som blandt andet kraven, de fine pufærmer og den usynlige lynlås. Det var første gang jeg prøvede kræfter med at sy en usynlig lynlås, og - indrømmet - det var også ret svært, men det lykkedes rigtig godt! Vurder selv på billede nr. 3...

Jeg var simpelthen så spændt på at vise Karla kjolen, men reaktionen var både større og mere oprigtig end jeg havde forestillet mig. Hun kvitterede med et 'TUUUUSIND TAK mor' og det største kram, man kan forestille sig - tror næsten jeg kneb en lille tåre... 

mandag den 8. september 2014

Leo Love

 
Der har ikke været gang i symaskinen hen over sommeren, men i sidste uge tog fan... ved mig, og jeg fik syet denne lille lækre leo sag i løbet af nogle timer. Det var en gave til en gammel gymnasieveninde, som jeg desværre ikke ser så tit, men som jeg ville glæde ekstra meget. Stofvalget faldt for en gangs skyld ikke på Liberty, men på en version i leo med kontrastquilt i neonkoral; en fræk kombi, som jeg har ladet mig inspirere af hos hende her. Jeg har tidligere syet disse, og har faktisk allerede bestillinger på et par stykker mere...

onsdag den 2. juli 2014

Ting tar' tid


Jeg har brugt de sidste par aftner på at færdiggøre syprojekter, som 'bare' manglede det sidste, en elastik, en flæse... Det kan jo undre nogen, at nogle af disse projekter ikke blev færdiggjort før det næste blev påbegyndt?! Jeg ved ikke om det er tid, prioritering eller bare lysten til at kaste sig over nye projekter, der gør at sy-to-do bunken nogle gange vokser til uanede højder. Men noget siger mig at jeg ikke er den eneste... 

Jeg må i hvert fald indrømme at jeg efter jobstart ikke har haft så megen overskud til at finde symaskinen frem om aftenen, og så har jeg prioriteret at være sammen med Karla, som jo også lige skulle vænne sig til at hygge morgener med mor ikke mere var en del af hverdagen, ligesom at blive hentet tidligt hver dag heller ikke er det. Nogle gange ville jeg dog ønske at jeg var det her overskudsmenneske, der bare kan nå alt og få det hele til at spille - men det er jo også et spørgsmål om prioritering samt en erkendelse af at jeg bare ikke kan nå det hele, og at ting tar den tid, de nu engang tar'.


tirsdag den 20. maj 2014

Blomstrede shorts


Det står lidt sløjt til med symaskinetid her efter jobstart, men jeg har fået et par blomstrede sommershorts til Karla igennem maskinen. De er syet af en rest Liberty fløjl, og de er en del af min personlige udfordring om at sy af mine rester, før jeg køber nyt stof... Der blev med møje og besvær også lige til en lille hårsløjfe, som blot mangler af få monteret elastik...

torsdag den 27. marts 2014

Endnu en Lulukjole


Så fik jeg færdiggjort endnu en Lulu kjole, denne gang en stribet maritim sag til Karla. Syntes det er en fantastisk model, da den passer perfekt til hverdag; til at lege og hoppe i, hvilket er et must for Karlas vedkommende. Jeg har nemlig en tendens til at sy ting til 'pænt brug', så det er dejligt at få suppleret med en god hverdagskjole til vuggeren.  Modellen er super nem og fungerer til både små og store piger, og jeg har tidligere lavet en tilsvarende til Bonus.

lørdag den 7. december 2013

En ny taske



Gårsdagens fredagsfix blev brugt på at færdiggøre mit allerførste taske projekt; en quiltet Biblotaske. En ikke hel nem opgave, men fuld af gode teknikker som lynlåse (vi er efterhånden bedre venner), foer og indvendigt skråbånd. Indtil videre har jeg mest syet tøj til pigerne samt disse fine kosmetikpunge, så denne nye taske er til dato det mest detaljerede jeg har kastet mig ud i. Selvom jeg syntes det var noget af en mundfuld, har jeg som altid lyst til at gå i gang med en mere og kan sagtens se den for mig i mange andre stofvarianter - måske oven i købet med Libertyfoer...

mandag den 14. oktober 2013

Mini sweat



Mange af jer husker denne fine sweat, som jeg syede til Bonus for et stykke tid siden. Nu var det Krudtuglens tur (som egentlig havde ønsket sig en grøn), men jeg havde lige præcis ikke nok til en sweat i størrelse mini i resterne af det fine rosa jersey. Så efter en ekstra tur til Stof&Stil, blev den endelig færdig. Til skulderdetajlen stod valget mellem Pepper og Melly, som var med i mine indkøb fra Super Carla. Denne gang vandt Melly, og som I kan se er den allerede taget i brug.

Jeg er stadig imponeret over hvor hurtigt det er at sy sådan en lækker sag, men det kræver selvfølgelig en overlocker. Og mere vil ha' mere, så nu ønsker jeg mig...  ta da ...en overlocker. Kan i øvrigt da lige anbefale Lines fredagsfix, hvor det er muligt at sy en tilsvarende sweat blandt mange andre lækre ting.

onsdag den 2. oktober 2013

Karlas Colette kjole


Til fredagsfix for et par uger siden syede jeg denne Colette kjole. Selvfølgelig i Liberty - surprise!! Som Line skriver er den gået lidt i glemmebogen, men jeg syntes den er så fin og enkel med bærestykke og lange ærmer. Karla bruger sin med en lækker cardigan med fine stjerneknapper fra Norlie (fra sidste års kollektion), som passer helt perfekt til de aqua / rosa nuancer i Emilias Flowers. 

Kjolen vil også være fin med denne blå cardigan og matchende strømpebukser, så får den pludselig et helt andet look, og vups - så er det et helt andet sæt. Lækkert at kunne mixe og matche med sine egne kreationer :)

onsdag den 11. september 2013

Når 'tak' ikke er nok


Når man gerne vil sige 'tak', men når ordet bare ikke er nok i sig selv - sådan har jeg det med min veninde Lis. På trods af en aldersforskel på knap 40 år deler vi samme interesse for kunst, arkitektur og design, og vore veje mødtes da også i sådan en sammenhæng; under et kunstophold i New York for ca. 17 år siden, og vi har holdt kontakten lige siden. Lis følger ivrigt med på bloggen, ved jeg, så hun fik denne gave tidligere i dag 'bare fordi' og fordi jeg gerne vil sige 'tak' for alt og fordi hun er en del af vores liv.

fredag den 6. september 2013

Nu med label


I går modtog jeg de længe ventede labels. Jeg har været omkring mange omskrivninger af navnet, men endte med I T A S - kort og godt. Jeg kan godt lide den enkle skrifttype og måtte helt til Sverige for at finde noget jeg kunne lide, men jeg syntes også de var værd at vente på.

På trods af en sensommerforkølelse fik jeg færdiggjort et par bukser til Karla - med lommer og fast linning, og i det fineste Libertyprint. De passer fint til de brændte rødlige nuancer der er fremme for tiden, og jeg er allerede ved at sammensætte en lille efterårs/vintergarderobe til hustandens hurtigtvoksende krudtugle, men mere om det en anden dag...

Up-date: Mærkerne er fra www.minanamnband.se

fredag den 16. august 2013

Sommerbukser


Har syet til mig selv for første gang, og er ret stolt af resultatet! Det er (selvfølgelig) en Marapytta model, syet i Little Mari (et af de fine indkøb jeg viste lige her) Den er en af mine maaange Liberty yndlings, og så sidder de bare perfekt! Kan godt afsløre at det ikke bliver sidste gang I ser mig i denne model - overvejer kraftigt om jeg kan bære Libertys leo print Plastic Fantastic...måske i den blå udgave.

fredag den 9. august 2013

Sweat



Bonus er endnu en gang blevet begavet med en I T A kreation, denne gang en sweatshirt i det lækreste isoli med Liberty detaljer. Modellen er selvfølgelig en Marapytta, syet på syskolen, og søde Maiken har sponsoreret en luns Liberty fra sin imporerende stofsamling. Jeg syede den på en aften, og er vildt stolt - og så glæder mig til at forære den til Bonus, når hun kommer fra ferie. Mon ikke Krudtuglen skal have en tilsvarende...