torsdag den 19. december 2013

Om passioner og om at overvinde sin frygt

For knap 10 år siden under et ophold i USA var jeg ude for en hændelse der ændrede mit syn på hvor galt det kan gå. Jeg brækkede knæet. Ikke under klatring i bjergene, som jeg netop var blevet introduceret til af mine amerikanske venner. Nej, det var en simpel cykelulykke, hvor en fodgænger løb ud foran mig. Det lyder ikke af noget særligt, men det var et meget alvorligt brud, hvor nogle nerver blev beskadiget og jeg mistede noget af følelsen i min ene fod (som heldigvis næsten er tilbage igen). Jeg har to skruer som evigt minde, samtidig med at jeg den dag i dag har svært ved at sidde på knæ - men værst af alt, jeg har denne frygt for at falde, da jeg ved at det kan gå gruelig galt.

Nu har jeg aldrig løbet på ski, så i den henseende er det ikke noget problem - hvis det ikke var fordi jeg har været så heldig at møde den dejligste mand i København, som allerede på 1.date berettede om sin passion for ski... Jeg kan stadig huske ham fortælle så levende og passioneret om sine skioplevelser; lige fra langrend med sine forældre som barn, til at suse med af pisterne på telemark samt ønsket om at lære sin datter - som på daværende tidspunkt var knap 3 år - at stå på ski. 

Der er ikke noget jeg hellere vil end at dele denne passion med ham, og selvom jeg på grund af min frygt - formentlig - ikke vil komme til at suse ned ad pisterne, vil jeg gerne støtte og bakke op om at Frederikke, nu 8 år, og vores fælles datter Karla bliver introduceret til ski og derigennem får nogle uforglemmelige oplevelser. Derfor vil en skitur til Alpe d'huez med Danski være en kærkommen mulighed for vores lille sammenbragtefamilie at få nogle gode oplevelser og minder sammen, som forhåbentlig vil danne tradition mange år frem.

Jeg er overbevist om at familievenlige hotel Le Refuge i Alpe d'huez vil være rammen om den bedste tid for os alle fire; med pisten lige uden for døren vil Anders kunne give den max gas på sine telemark samt blive udfordret på de sorte pister, og begge pigerne vil kunne komme i dansktalende skiskole og deltage i de mange børneaktiviteter. Hvem ved, måske jeg vil være i stand til at overvide min frygt og komme på skiskole for voksne og prøve kræfter med begynderbakkerne - om ikke andet kan jeg nyde udsigten, de smukke snebeklædte bjerge og den hyggelige franske atmosfære i den gamle bydel. Med Alpernes bedste solstatistik, vil en kop latte på balkonen med en god bog eller en en tur i den opvarmede udendørs pool også være et dejligt alternativ, hvis det viser sig at skiløb alligevel ikke er mig...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tusind tak fordi du kiggede forbi, og giver dig tid til at kommentere på mit indlæg. Det betyder meget for mig - og gør mig så glad.

Husk at tilmelde dig email-servicen, hvis du vil have besked, når jeg eller andre også kommenterer på tråden.