torsdag den 20. november 2014

Name It flyverdragt


Så er begge piger ekviperet med varmt overtøj, og det blev testet i weekendens blæsevejr og klarede både regn og rusk - samt en omgang leg i bladene.

Karla tester denne gang NameIts Storm, som NameIts højeste kvalitet i et ekstra slidstærkt materiale. Den er selvfølgelig både vind- og vandtæt (8000mm) Foruden de mange refleksdetaljer, har den forstærkede knæflader og er ekstra isoleret bagpå. Det er noget jeg vægter utrolig højt, da Karlas børnehave er en delvis skovbørnehave - også om vinteren, og så skal hun altså være varm hele dagen. Hverken jeg selv eller Karla kunne stå for pelsen på hætten. Ligesom selve hætten, er den imiterede pels aftagelig, men det største hit var de indbyggede vanter og de mange lynlåslommer. Jeg valgte en str. 110, og den passer hun fint. Dragten tåler både maskinvask og tørretumbler, og den er testet af en naturbørnehave samt Teknologisk Institut. Det er altså også noget, der tæller i min bog.

Frederikke har valgt den denimfarvede Nitmedenim jakke, som er NameIts mere moderigtigt alternativ - især til de store piger. På trods at det, går den ikke på kompromis med kvaliteten og er både vind og vandtæt (5000mm). Den har ligeledes tapede sømme, praktiske refleksdetaljer og aftagelig hætte.

- ja så mangler vi vel egentlig bare vinteren... Vi er i hvert fald klar!

Hvis du endnu ikke har vintertøjet på plads, kører NameIt i øjeblikket en kampagne, hvor de har -40% på det meste af deres overtøj. Det er bestemt en besparelse, der er værd at tage med. Det gælder dog ikke på webshoppen, men i udvalgte butikker.

tirsdag den 18. november 2014

Grafisk hyggestund




Nu hvor jeg endelig har lært at flette stjerner, bruger jeg hver en ledig stund til at flette og folde. Jeg nyder at tage mig lidt kreatid og er ganske imponeret over de takkede vidundere. De meget Ferm'ske stjerner får snart selskab af en ditto flagranke af de afklippede endestykker og giver min jul et grafisk look - hvordan ser din jul ud?

mandag den 17. november 2014

Venindetid


Denne weekend har været en af de bedste længe... Den har nemlig stået i venskabets tegn og har været et sandt overflødighedshorn af lækker mad, gode lange snakke og kreatid med allersødeste Maiken. Geografien spænder desværre ben for vores venskab - som i øvrigt er opstået og vokset ud af dette medie - så enhver mulighed for at ses hilses velkommen. Det var et dejligt gensyn, men sådan et døgn går bare alt for hurtigt ... 

Vel hjemme igen om søndagen blev der skruet op for kvalitetstiden med mine tre kære; der blev leget med blade, spillet spil, hygget med perler og bare 'været' - fuldstændig på pigernes præmisser. De holder nemlig begge af 'bare' at være hjemme, hvilket passede mig fint ovenpå et par lange dage.

mandag den 10. november 2014

Brunchtid








Jeg ved ikke noget bedre end at invitere gode venner til brunch, men jeg syntes der går megen tid med at handle ind, forberede, og jeg kommer tit til at stå i køkkenet hele morgenen og den foregående aften - med det resultat, at jeg er træt og ikke nyder selskabet, som jeg gerne ville...
Dette blev der dog ikke noget af denne gang, for da vi inviterede gode venner til brunch, var det med hjælp fra Brunchtid.dk. Det var både nemt - og ikke mindst vildt lækkert. Men allermest vigtigt; der var tid til mere nærvær, til at slappe af og til at få snakket sammen.

Vi var 10 personer, så jeg valgte at sammensætte en buffet, hvilket i øvrigt var en udfordring i sig selv. Der var så meget lækkert at vælge imellem;
Græsk yoghurt med blomster honning, rabarberkompot og hjemmelavede kanelcroutoner
Ristede okse brunchpølser
Mini laksetærte med varmrøget laks og blancheret spinat
Små ovnbagte kartofler med pesto og ramsløgs aioli
Hjemmelavet rørægstoppe med lufttørret skinke
Hjemmesyltede halve blommer med rørt limecreme
Chokolade-nødde-creme med crunch

...Jeg kunne blive ved, alt var virkelig lækkert! Der fulgte oven i købet kaffe, chai og the med OG stempelkander. Kaffen var pakket i portioner, der passede til kanden. Så bliver det simpelthen ikke nemmere.
 
Brøddet var selvfølgelig hjemmebagt - og bagt om morgenen, så det var lunt, da vi modtog maden, som blev leveret ca ½ time før gæsterne ankom - lige tids nok til at anrette det. Der var flere forskellige slags; landbrød, små rugbrød med figner og chokolade, valnøddeboller og økologiske italienske boller. Behøver jeg at nævne, at der selvfølgelig var smør med.

Hvis du har svært ved at vælge har brunchtid.dk kreeret forskellige menuer alt efter smag og behag; vælg for eksempel  Italiensk brunch, Amerikansk brunch, kvindebrunch - eller hvad med en lækker julebrunch. Mulighederne er i hvert fald mange, og jeg må indrømme, at det ikke er sidste gang, jeg benytter mig af brunchtid.dk. Konceptet er ganske enkelt genialt, og det er bestemt det værd!

søndag den 9. november 2014

Et nyt hverdagslook


Et lækkert og - for mig - nyt hverdagslook består for tiden af mønstrede sweatpants, en sort Tee og en let blazer.

Jeg har for første gang vovet mig ud i en mønstret sweatbuks. Disse er fra Black Swan, og nej de er ikke sorte, hvilket for mig er noget helt nyt, men de er på ingen tid blevet mine absolutte yndlings. Ikke mindst på grund af den lodrette detalje på benene, snørerne og så selvfølgelig lommerne, men mest af alt fordi de er så fantastisk bløde og varme. Det gør bestemt heller ikke noget, at de er vildt behagelige at have på. Jeg syntes bukserne falder pænest, når de styles med en lille hæl. Jeg elsker mine Ecco Pretoria, som på trods af sine 7,5 cm er fantastiske at gå i.

Toppen er også fra Black Swan, og den er generelt bare blød og lækker. Til arbejde pepper jeg sættet op med en let blazer, som i mine øjne er en mellemting mellem en casual cardigan  og en mere 'stiv' blazer. Denne er en gammel model, ligeledes fra Black Swan. For de mere modige kan man sætte en matchende sweattop sammen - det giver et helt andet look.

Hvis du også har mod på at shoppe mønster eller bare vil gå all-in på black, afholder jeg et shoppeevent tirsdag den 25. november. Jeg har inviteret Amira  (som jeg plejer), og hun præsenterer kollektionen, der vil være sat ned med 40% - på nær nogle enkelte styles. Det er ganske uforpligtende, og jeg har før afholdt lignende shoppeaftner  - og som du kan se er det både sjovt og nemt, og denne gang er der oven i købet penge at spare... Send mig en mail, så får du adressen.

lørdag den 8. november 2014

Itas æblekage


Normalt bager jeg tærter eller crumble, men i forrige weekend bagte jeg denne lækre æblekage, som jeg gerne vil dele den med jer. Faktisk tror jeg den skal på programmet denne weekend også, da vores have stadig bugner af nedfaldsæbler, og den kan sagtens klare en gentagelse. Jeg vil oven i købet vove den påstand, at den sagtens kan måle sig med æblekage fra nogle af de bedre (og dyrere) bagere...

I t a s   æ b l e k a g e

200 g smør
200 g rørsukker
4 æg fra
250 g mel
1 tsk. bagepulver
4 tsk. vanillesukker
7-8 æbler afhængig af størrelsen
3 tsk. kanel
5 spsk. rørsukker

Fremgangsmåde: 
Jeg starter med at tænde ovnen på 180 gr. C og beklæde en springform med et stykke bagepapir. Herefter skræller jeg æblerne og skærer dem i både.

Smør og sukker piskes grundigt sammen. Æggene tilsættes ét af gangen - og piskes sammen med sukker og smør. Herefter blandes mel, bagepulver og vanillesukker sammen, og efterfølgende røres blandingen forsigtigt ned i skålen med dejen.

Halvdelen af æbleskiverne lægges i bunden af springformen og drysses med halvdelen af kanelsukkeret. Dejen hældes over og resten af æblerne stikkes ned i dejen. Resten af kanelsukkeret drysses over.

Kages bages i ca 1 time og servers lun med en klat creme fraiche rørt med lidt vanillesukker.